Smart grids – mere end smarte ord?

22. februar 2010 af Jesper TornbjergKommentarer

Siemens vurderer, at markedet for smart grid-komponenter globalt vil bliver firdoblet til 200 mia. kr. i 2014, men der er behov for en bedre forståelse af, hvad det egentlig er, vi snakker om.

Da jeg interviewede MEP’ere i Strasbourg for nylig begyndte både Bendt Bendtsen (K) og Britta Thomsen (S) at tale passioneret om smart grids og smart cities. Bendt Bendtsen fortalte, at han troede, at Danmark var i front – indtil han hørte et italiensk oplæg. Under COP15 i København berettede Sydkorea om deres smart grid-planer, der bliver gennemført med italienske rådgivere. Et eller andet må de kunne, italienerne!

Britta Thomsen talte ligeledes varmt om fremtidige forsøg i europæiske model-byer – forsøg, der skal vise, hvordan der lokalt i smart cities kan indpasses masser af vedvarende energi.

Smart grids, intelligente net… der går snart ikke en dag, uden der anduver en pressemeddelelse om fremtidens elnet. Smart grids er i den grad på den danske og internationale dagsorden, men hvad er det egentlig?

Smart grids handler om at styre elektriske apparater (køleskabe, frysere, varepumper, elbiler…) og hjemmelavet el (mikrokraftvarme, solceller, minivindmøller…) ude i huse og virksomheder, så det samlede energisystem bliver mere effektivt og miljø-venligt. I Danmark er der allerede planer og projekter – eksempelvis på Bornholm – og også i USA og Canada har driftige personer taget hul på smart grid-æraen.

På et presseseminar hos Siemens i Ballerup for leden var smart grids også på dagordenen. Siemens vurderer, at markedet for smart grid-komponenter globalt vil bliver firdoblet til 200 mia. kr. i 2014. Præcis, hvad det omfatter, står ikke lysende klart, men det handler i hvert fald om fjernaflæselige elmålere og masser af informationsteknologi.

Hvad vi mangler, er en dybere fælles forståelse for, hvad smart grid egentlig er, hvad vi mangler, og hvordan vi kommer derhen. Smart grids er – som jeg forstår det – en meget decentral tilgang, som kan give elnetselskaber over alt i verden en nøglerolle. Men hvordan hænger det sammen med de centrale kraftværker, der fortsat vil producere el og varme i mange år frem? Og hvad med de super grids, der skal sende el fra havmøller i Nordsøen og solkraftværker i Sahara – er de fatamorganaer?

Meget tyder på, at vi har brug for en vision for et Smart Net Danmark. Nyhedsbladet Dansk Energi vil dykke dybere ned i emnet i næste nummer. Input er meget velkomne her på bloggen… giv dit besyv med!

Skriv kommentar

 
   


 
CaptchaImage
   

Jespers Blog

Kategorier