Obama sidder i suppedasen - og vi sidder med
28. november 2011 af Jesper TornbjergUSA's præsident har problemer med sit bagland. Sådan var det i 1997, og sådan er det i 2011.
FN’s 17. klimakonference siden 1992 er i gang i Durban, Sydafrika, men det sker der nok heller ikke ret meget ved. Historiens største CO2-udleder, USA, har en præsident, der måske nok har en vilje til at nedbringe klimabelastningen, men politisk sidder Barack Obama i suppedasen.
Ligesom Bill Clinton/Al Gore i 1997 ikke havde mandat til at tiltræde det, der blev til Kyoto-aftalen, så har Barack Obama heller ikke Kongressen med sig, hvis han skulle ønske sig at tilslutte sig en juridisk bindende klimaaftale i FN-regi. I en kort periode har der været Demokratisk flertal i begge kamre, men dét vindue var ikke tilstrækkeligt åbent til at give verden det, der er brug for mere end noget andet: En ambitiøs amerikansk klimapolitik.
Nu har Republikanerne flertal i Repræsentanternes Hus, og politikere, der betvivler selv banale naturvidenskabelige kendsgerninger, får applaus. Den højreorienterede Tea Party-bevægelse står stærkt, og skrækscenariet med en ny antividenskabelig amerikansk præsident er ikke længere urealistisk.
Det videnskabelige grundlag tegner ellers stadig mere solidt og skræmmende. FN’s klimapanel, IPCC, har fremlagt grundige sammendrag af de videnskabelige data:
- Jorden er med meget stor sandsynlighed blevet ca. 0,7 grad varmere.
- Opvarmningen skyldes især (men ikke kun) CO2-udledninger fra afbrænding af kul og olie.
- Konsekvenserne af opvarmningen ses allerede nu bl.a. i form af afsmeltning af gletsjere verden over og is i Arktis.
- Modelberegninger viser, at med den nuværende politisk kurs, så bliver op-varmningen på op mod 6 grader i løbet af dette århundrede.
- Selv en stigning på ’kun’ 2 grader, som var det politiske mål fra COP15 i København i 2009, får betydelige negative konsekvenser i form af ørkenspred-ning, vandstandsstigninger og mere ekstremt vejr.
IPCC kommer med et nyt sammendrag i 2014, og vi må håbe, at de amerikanske politikere til den tid læser rapporten og tager den alvorligt. Nye analyser fra Det Internationale Energiagentur (IEA) viser, at der skal træffes globale beslutninger inden for de næste 2-3 år og handles prompte derefter, hvis vi skal have bare en minimal chance for at holde den globale opvarmning på maksimum 2 grader.
Hvad så med kineserne? Ja, de skal naturligvis også stramme grebet om deres udledninger. Kineserne gør allerede ganske meget i form af udbygning med vedvarende energi og øget energieffektivitet, men samtidig bygger de kulfyrede kraftværker i hobetal, ligesom antallet af biler vokser dramatisk fra dag til dag. Verdens CO2-udledninger var i 2010 de højeste nogensinde, og den globale energieffektivitet blev ringere for andet år i træk – altså to meget dårlige nyheder.
COP17 i Durban ender i bedste fald med en ny mål-periode under Kyoto-aftalen. Omfattet vil næppe være mange andre end EU’s 27 medlemslande, Australien, New Zealand, Norge, Island og Schweiz. I bedste fald tiltræder resten af verden en slags køreplan frem mod en bredere og mere forpligtende aftale.
Uden USA og Kina, der til sammen repræsenterer halvdelen af verdens udledninger, sidder vi alle i suppedasen.
Fra Dansk Energi deltager adm. dir. Lars Aagaard, afdelingschef Charlotte Søndergren og redaktør Jesper Tornbjerg i COP17 i Durban. Følg den løbende dækning på www.danskenergi.dk
