Whitehouse-effekten har ramt FN
21. december 2011 af Jesper TornbjergSucces eller fiasko på FN’s 17. klimakonference? Meget er op til os nu - alene og i fællesskab.
Succes eller fiasko på FN’s 17. klimakonference?
Hvis man bedømmer resultatet ud fra de forventninger, der var på forhånd, så er Durban-platformen og de øvrige dokumenter fra den forblæste sydafrikanske millionby et udtryk for det bedst mulige resultat af en række ringe muligheder. Ingen havde for alvor regnet med, at USA og Kina ville kaste sig i armene på hinanden og sige ’yes we can’ og bekæmpe den forøgede drivhuseffekt (the greenhouse effect).
USA’s regering er ramt af handlingslammelse i sin klima- og energipolitik, og denne ’whitehouse effect’ er overført til FN, der er et konsensus-demokrati (et land, en stemme), men hvor der ikke sker ret meget uden i det mindste USA’s stiltiende ac-cept.
I Durban var det også tydeligt, at USA’s chefforhandler Todd Stern var en central person. Da EU og Indien i mødets sidste armvridning natten til søndag (ved firetiden - søvndrukket længe over deadline) forsøgte at skrive de sidste formuleringer ind i Durban-platformen, stod Todd Stern klar. Indiens minister havde kort for inden i et stærkt følelsesladet indlæg i Plenar-forsamlingen krævet et par ord om nødvendigheden af lighed i verden ind i teksten.
Indien fik næsten ingenting – USA truede med at lade alt det aftalte falde. EU fik en stramning, så en kommende fælles klimaaftale for alle lande efter 2020 bliver et stærkere juridisk dokument. Køreplanen mod én aftale for alle kan være et historisk gennembrud.
Succes eller fiasko på COP17?
Hvis man bedømmer resultatet ud fra det, der er nødvendigt i forhold til at holde den globale temperaturstigning på maksimum to grader, så er COP17 en fiasko. To graders målet blev skrevet ind i Københavner-aftalen på COP15 og knæsat på COP16 i Cancún.
Men der er fortsat ikke sammenhæng mellem det, regeringerne siger og gør. Verdens CO2-udledninger slog rekord i 2010, der også bød på en anden rigtig dårlig nyhed: Verdens energieffektivitet blev for andet år i træk ringere end året før. Trods alle advarsler sløser mennesket altså stadig mere med de fælles ressourcer.
Vi har brug for en markant afvigelse fra ’business as usual’ inden for maksimum fem år. Vi har brug for en mental ændring i verdensledernes hjerter og en revolution i det samlede energisystem, men fraværet af globalt lederskab har den uheldige konsekvens, at erhvervslivet dirigerer sine investeringer i en klimamæssig forkert retning. Løsningerne inden for energieffektivitet og vedvarende energi ligger langt hen ad vejen derude allerede, og vi må arbejde for, at de bliver samlet op af familier, kommuner, virksomheder og fremsynede stater. Mange klimaløsninger er fornuftige at investere i også af mange andre grunde, så det må være der, håbet ligger.
Ved slutningen af det 21. århundrede vil det være 3-6 grader varmere her på Jorden. Ændringerne bliver svimlende både i forhold til stigende vandstand, tilgængelighed af drikkevandsressourcer, ekstremt vejr og meget andet. Mennesket har svigtet sig selv og det økosystem, vi er en del af, men vi har stadig chancen for at afbøde de værste katastrofer. Men det kræver, at stadig flere sætter mulighederne for egen vinding til side og spørger selv:
Hvad kan jeg bidrage med til gavn for fællesskabet?
