EU: 300 mio. kr. til Smart Cities

12. august 2011 af Jesper Tornbjerg

Som en del af EU’s støtte til energiteknologisk forskning, udvikling og demonstration har Kommissionen udarbejdet et specifikt udbud for projekter inden for indsatsområdet Smart Cities and Communities, der er et af de prioriterede områder i EU’s strategiske energiteknologiplan (SET-planen). Der er afsat 40 mio. euro (ca. 300 mio. kr.) i dette udbud, der har ansøgningsfrist den 1. december 2011.

Der kan dels søges på et planlægningsprojekt, dels på et demonstrationsprojekt for stor skala varme- og køleforsyning af byer. De to typer projekter kan ansøges hver for sig eller som en samlet pakke, der giver mulighed for at opnå synergieffekter mellem planlægning og demonstration. Ansøgere kan forvente at få en endelig afklaring i november 2012.

Planlægningsprojektet skal sigte efter en integreret indsats, som ikke kun omfatter bæredygtig energiforsyning og -forbrug, men som også håndterer udfordringer inden for klimatilpasning, vandforsyning, affaldshåndtering og bytransport. Der skal i energisektoren satses på omfattende energirenovering af bygninger, mens der skal udvikles intelligente net for opvarmning og køling samt elforsyning. Resultaterne af projektet skal kunne udnyttes i andre europæiske byer, og Kommissionen kræver derfor, at der deltager byer fra mindst tre medlemsstater.

Demonstrationsprojektet skal udvikle og afprøve innovative teknologier og virkemidler, der resulterer i et meget lavt energiforbrug. Der skal arbejdes med varmegenvinding fra erhvervslivets processer, og kølesystemerne skal kunne udnytte koldt havvand og/eller grundvand. Alle muligheder for at dække varmebehov ved lave temperaturer (lavere end 30 grader) og kølebehov ved høje temperaturer (op til 20 grader) skal udnyttes. Lavtemperaturforsyning kan suppleres med effektive varmepumper for at dække behov for højere temperaturer, f.eks. varmt brugsvand. Desuden skal byens system i størst mulig udstrækning baseres på vedvarende energi, f.eks. i form af solvarme, biomasseforbrænding og kraftvarme. Der stilles også til demonstrationsprojektet krav om, at der deltager byer fra mindst tre medlemslande.

De detaljerede krav til ansøgningerne er beskrevet i afsnit 8.8 på side 38-41 i Energiprogrammets arbejdsprogram for 2012, der kan downloades fra EU-kommissionens nye tilskuds-portal på http://ec.europa.eu/research/participants/portal/page/fp7_calls. Her findes også alt andet relevant materiale, f.eks. udbudsteksten, vejledninger, skemaer m.v.