Puljer til grønne løsninger - herunder elbiler
1. december 2011 af Steen Hartvig Jacobsen
Nationale klimaprojekter: Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard har indledt en 2. ansøgningsrunde for at finde egnede emner til endnu et pilotprojekt med betegnelsen ”Nationale Klimaprojekter”. Formålet med initiativet, der administreres af Energistyrelsen, er at styrke indsatsen inden for grøn innovation og mindske de danske udledninger af drivhusgasser uden for den kvotebelagte sektor.
Ansøgningsrunden, der har ansøgningsfrist den 18. januar 2012, skal munde ud i endnu et pilotprojekt, der skal give bedre viden om det reelle potentiale for at aktivere nye projekter i de danske kommuner.. Der er afsat en tilskudsramme på 4 millioner kroner, og det er en forudsætning for at kunne komme i betragtning, at projektet fører til dokumenterbare reduktioner af drivhusgasser, svarende til 35.000 tons CO2, opgjort i overensstemmelse med FN’s kriterier for klimaprojekters additionalitet.
Energistyrelsens første pilotprojekt blev sat i gang tidligere i 2011 og omfatter et såkaldt OHD-anlæg til behandling af spildevandsslam i Nakskov i Lolland kommune. Projektet gennemføres af firmaet BioNorden.
Læs mere om Nationale Klimaprojekter på
www.ens.dk
: Vælg Klima og CO2 og find undermenupunktet Nationale Klimaprojekter under Internationale Klimaprojekter.
GreenLabs DK giver tilskud til oprettelsen af nye faciliteter til test og demonstration af klimateknologier i international klasse og er et af flagskibene i regeringens Erhvervsklimastrategi. I alt er der sat 210 mio. kroner af til programmet over de næste tre år. Læs mere på www.ens.dk
Dansk Energis Energisparepulje: Dansk Energi administrerer en støtteordning for ikke-kommercielle energispareaktiviteter. I 2010 var der 30 mio. kr. til rådighed, hvoraf de 21 mio. er reserveret til rammebevillinger til Energitjenesten med lokale energi- og miljøkontorer, Det Økologiske Råd, Samsø Energiakademi og Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi. Læs mere på www.danskenergi.dk/Soeg_penge.aspx
Forsøgsordning for elbiler: Energistyrelsen administrerer en forsøgsordning for elbiler, der blev indført som en del af en energiaftale fra februar 2008. Energistyrelsen har i 2009-ansøgningsrunden givet tilsagn om tilskud på knap 7 mio. kr. til 19 forsøgsprojekter, der skal vise, hvordan elbiler virker i praksis og kan spille sammen med elsystemet. De data og den viden, som indhentes med forsøgsprojekterne, vil blive gjort offentligt tilgængelig, så både professionelle aktører på området og private borgere kan få nytte af dem.
Elbilforsøgsordningen er et led i en energiaftale fra 2008, hvor der blev afsat 35 mio. kr. i perioden 2008-2012 til forsøg med elbiler. Efter tildelingerne i 1. og 2. runde resterer ca. 5 mio. kr. til uddeling i hvert af årene 2010, 2011 og 2012. Læs mere på www.ens.dk