Markant flere elbiler på vejene i 2012

6+12=18: Her i 2012 kommer der 12 nye modeller på markedet.

3. februar 2012 af Jesper Tornbjerg

VINTER-LÆSNING. Læs bloggen om bøger her til højre på hjemmesiden. - Tegning: Selina Juul.

- Det ser lovende ud.

Branchechef Lærke Flader fra Dansk Elbil Alliance har pænt store forventninger til udviklingen indenfor elbiler og ladestandere i 2012. Sidste år havde forbrugerne seks modeller at vælge mellem, og der blev solgt knap 500 elbiler. Status er, at der dermed kører ca. 800 elbiler rundt på de danske veje.

- Serieproduktion af elbiler slog for alvor igennem i 2011. I 2012 kommer der 12 nye modeller – tre af dem er kåret til årets biler. I 2013 følger der ekstra otte modeller og måske flere, siger Lærke Flader til Nyhedsbladet Dansk Energi, der netop er udkommet med en række reportager om udviklingen inden for bæredygtig transport.

Denne weekend lancerer Renault sin familie/firma-elbil Fluence, og Lærke Flader forventer et samlet salg af elbiler i Danmark på mellem 2.000 og 3.000 elbiler i år. Samtidig sker der rigtig meget i øjeblikket inden for udbygning af ladestandere i det offentlige rum. Både Better Place og ChoosEV tilbyder om få måneder en landsdækkende infrastruktur. Det vil ifølge Lærke Flader skabe synlighed, så forbrugerne med egne øjne kan se, hvad elbiler går ud på.

- Branchen er klar. Nu mangler vi ’bare’ et politisk forlig med en national strategi for elbiler og plugin-hybridbiler, siger Lærke Flader og nævner en række emner, der bør adresseres. På ønskelisten står bl.a. en pulje på 100 mio. kr. til ladestandere ud hos kunderne. For elsystemet er det ifølge Dansk Elbil Alliance ekstremt vigtigt, at kunderne fra starten kommer til at lade på de tidspunkter, hvor elforbruget er lavt og ikke, når det er højt ved spisetid om aftenen.

Dansk Elbil Alliance efterlyser også, at en længe varslet fritagelse for registreringsafgift til og med 2015 bliver knæsat, at afgifterne på plugin hybridbiler bliver lempet samt at der bliver taget hul på muligheden for at belønne elbilister med lave tariffer, hvis de hælder kilowatttimer på batterierne om natten.

Med 58 medlemmer og bred repræsentation blandt alle, der arbejder med elbiler, fremstår Dansk Elbil Alliance som en international unik organisation.

Læs temaet om bæredygtig transport i Nyhedsbladet Dansk Energi nr. 2/2012.