Lokalenergi: Forskning udvikler mennesker
Deltagelse i danske og internationale F&U-projekter lønner sig på langt sigt, mener direktør Erik Gudbjerg.
14. maj 2012 af Jesper Tornbjerg
De danske energiselskaber deltager i varierende grad i forskning og udvikling. Lokalenergi er et af de selskaber, der går helhjertet ind i projekter, hvad enten det drejer sig om Dansk Energis Elforsk-program eller mere internationalt orienterede satsninger.
- Vi kunne tjene flere penge andre steder, men vi prioriterer at være en innovativ virksomhed og være en del af netværket. Det giver gode relationer til andre eksperter, siger direktør Erik Gudbjerg fra Lokalenergi til Nyhedsbladet Dansk Energi.
Når man kigger på listen over projekter, Lokalenergi er engageret i, så spænder det vidt: Energieffektiv mælkekøling med intelligent styring, værdisættelse af ikke-energimæssige fordele (NEB) i energieffektiviseringsprojekter, effektive emhætter i boliger, energibesparelser på industrielle tørreanlæg, spændingsstyring, biologisk luftrensning i stalde, energieffektive sommerhuse og så videre.
Resultaterne af projekterne bidrager til at gøre Danmark til et af verdens mest energieffektive, og for virksomheder og borgere er der millioner af kroner at spare på energiregningerne, når de får optimeret deres udstyr eller påvirket deres vaner.
For virksomheder slår energibesparelserne igennem direkte på bundlinjen, og de får styrket deres konkurrenceevne.
- For Lokalenergi betyder deltagelse i forskning og udvikling også, at vi udvikler os menneskeligt og fagligt. Vi ranker ryggen, når vi har været med til at udvikle en staldventilation, der mindsker energiforbruget med 40 procent. Det giver en stolthed at opnå resultater, siger Erik Gudbjerg.
Han påpeger videre, at de nye impulser også giver Lokalenergis medarbejdere gode kort på hånden, når de taler med kunder. Det er bare sjovere at snakke om teknologi, der kommer, end om noget fra i går, lyder erfaringen.
Forskning og udvikling er et af sporene på Energiens Topmøde den 6. juni. Tilmelding kan ske på www.danskenergi.dk. Overblik over danske virksomheders forskning kan fås på www.energiforskning.dk